|
JARUPLUND HØJSKOLE
Drømmen om Jaruplund højskole opstod i en kreds af højskolefolk efter Anden Verdenskrigs afslutning. Det var en drøm om en højskole, som kunne udgøre et kraftcenter for det danske mindretal i Sydslesvig. Jaruplund var ikke den første højskole i Sydslesvig, men den skulle vise sig at blive den mest sejlivede.
Højskoler, andelsbevægelsen og privatpersoner skænkede økonomiske midler, og den sydslesvigske personlighed, gårdejer Meta Røh, gav skolen den smukke jord ned til Jaruplund sø, hvor skolen er placeret. I 1950 var det så vidt, at de første elever kunne rykke ind i de udtjente flygtningebarakker, som i de første år udgjorde højskolen.
I dag er flygtningebarakkerne afløst af smukke bygninger, og Jaruplund højskole er en moderne højskole med alle faciliteter, fra egen biograf og computerlokale til sauna og sølvværksteder og med 37 enkelt- og dobbeltværelser, der alle har eget bad og toilet.
Men drømmen fra dengang er stadig i live. Vi vil være et mødested for dansk, tysk og europæisk kultur. Et inspirationssted for det danske mindretal og for de danskere som hvert år vælger at leve og drømme på "Højskolen syd for grænsen."
|